Vandtårnet i Kløften renoveres af Murermestrene Thomas HansSiden det tidlige forår har Haderslevs vartegn, det gamle vandtårn i Kløften, været gemt under stilladser og net. Men lige om lidt kommer det tilbage, for vi er nemlig snart færdige med den meget store renoveringsopgave, vi fik æren af at udføre!

Det er solidt kram, vi har fået lov til at arbejde på. Vandtårnet, der blev opført i 1923, bliver båret af otte betonsøjler og er fuldmuret i røde mursten. Alle døre og vinduer er udsmykkede med top- og bundsten, og gesimser, sålbænke og det karakteristiske, hvide bånd under vinduerne er pudset op. Men selv så solidt et byggeri bliver slidt af vind og vejr, så mange af gesimserne og fugerne i tårnet smuldrede, lige som en del af de gamle mursten efterhånden var blevet noget forvitrede.

Så vores medarbejdere har svedt under nettet i den voldsomme sommervarme, mens de bankede gesimser ned for at genskabe dem, skiftede de ødelagte mursten, rensede fuger og fugede op på ny. I alt har vi omfuget en fjerdedel af alle fuger på det store tårn, og vi glæder os til at fjerne stilladset og præsentere et flunkende, nyrenoveret vandtårn.

Se flere smukke billeder fra renoveringen af vandtårnet her.